Lundø er et sted alle
burde besøge

I selve ordet Lundø, indgår ø. Men vi er ikke en ø! “Kun” en halvø, det vil sige at vi har vand ca. 300 grader rundt om os. De sidste 60 grader er vejen ud til os, som er en smal vej beriget med de flotteste marker, hvor der befinder sig et rigt dyrliv som forsætter ind i vores skove.

Lundø er i dag en halvø på vestsiden af det nordlige Fjends Herred, men sådan har det ikke altid været.

I middelalderen var Lundø en ø, der senere ved den almindelige landhævning i den nordlige del af Jylland er blevet landfast med Nordfjends.

Vejen til fastlandet passerede gennem et stort engområde, Lundø Vase, hvor der ofte var oversvømmelser. Vejen blev sikret med diger i 1878, men når vandet står højt i Limfjorden, sker det stadig, at vejen oversvømmes og Lundøboerne føres tilbage til fortiden, da de måtte sejle for at nå over til fastlandet. I de seneste årtier er det sket ca. hver tiende år: I november 1981, i marts 1990 og januar 2005.

Der var indtil slutningen af 1800-tallet skov på den sydvestlige del af Lundø, men det er ikke skoven (lunden), der har givet navn til Lundø. I 1231 kaldes øen for ”Lognø”. Logn betyder ”et sted, hvor der er læ eller smult vande”. Man genfinder ordet i Lovns Bredning.

I 1200-tallet tilhørte Lundø kongemagten, der senere overdrog øen til Viborg Domkapitel, der nævnes som ejer i 1525. Lundø udgjorde – måske på grund af kongens ejerskab, måske som en kongelig gave til domkapitlet – sin egen retskreds, Lundø Birk, der holdt retsmøder ved Lundø kirkegård. Birket blev nedlagt i 1687.

Lundøboerne – der engang kaldtes for ”Lunninger” – ernærede sig tidligere ved at drive landbrug og fiskeri. I dag er Lundø først og fremmest et bolig- og ferieområde.