LUNDØ – HISTORIE OG SAGN

Af Bjørn Fonvig

Lundø er det mindste sogn i Fjends Herred. Sognet er på ca. 532 Hektar og skyder sig som en halvø ud i Limfjorden mellem Bådsgårds Vig og Lovns Bredning. Halvøen ender i en lang smal tap, der hedder Jelse Odde, også kaldet Lundø Tap. De lavtliggende jævne jorder er for det meste sandmuldede. Engstrækningerne mellem den tidligere ø og det øvrige land – er sikret med diger mod oversvømmelse.

Hvornår Lundø var en ø, er der ingen beskrivelser om, men det har nok været omkring år tusind.

Til sognet hører også den lille ø – Termø. I sognet er der kun byen Lundø (Lunø’ med tryk på sidste stavelse). I 1231 skrev man Lognø. I 1525 skrev man Lonø. I 1540 skrev man Lonnø og fra 1647 til 1670 skrev man Lunøe. Stavemåden med d er forfejlet. Et logn er et sted – hvor der er læ eller smult vande. Både Lovns (Låvns) af logn-næs og Lunø har uden tvivl navn efter den Logn som de to halvøer danner i lim-fjorden.

Indbyggerne på Lundø kaldes Lunningboer. På halvøen Lundø boede der i 1801: 122 mennesker. I 1850 boede der 146. I 1901 boede der 184 og i 1927 boede der 217. I år 2000 boede der 147 fastboende mennesker på halvøen. I 1921 var der 33 gårde og huse i sognet. I år 2000 er der 10 gårde, 39 huse og et ukendt antal sommerhuse. I 1919 var der 57 hektar tilsået med rug, 9 hektar med byg, 35 med havre, blandet sæd udgjorde 22 hektar – kartofler udgjorde 15 hektar. Der var lagt 26 hektar ud til brak, og græsning udgjorde 232 hektar. Haver og lignende udgjorde 3 hektar. Skoven var ligeledes på 3 hektar, og hede og lyngbakker var på 75 hektar. Klitarealer og stenmarker var på 2 hektar, og vandarealer udgjorde 7 hektar. Kreaturholdet var i 1923 på 49 heste, 320 stk. kvæg, 1 ged, 94 får og 194 svin. I år 2000 var der 7 heste, 300 stk. kvæg, 2 geder, 10 får, 20 svin og et ukendt antal fjerkræ.

I gamle dage udgjorde Lundø et eget Birk. Det nævnes i 1540. Lundø Birketin, hvis retskreds kun bestod af Lundø Sogn, holdtes om lørdagen ved Lundø Kirkegård. Lundø Birk bortfaldt ved Reduktionen i 1688.

Omkring 1850 ernærede ikke en ringe del af befolkningen på Lundø sig med fiskeri. Der blev fanget massevis af sild, som var så billige, at en ol (80 stk) kunne købes for en skilling, og så kunne de ikke engang blive af med alle dem som de fangede.

Folk kom langvejs fra til Lundø for at købe fisk. Ligeledes var det med ålene. Når fiskerne gik på isen og stangede, blev det fortalt at der var så mange ål, at de ikke kunne sætte jernet igennem for bare ål.

Ane Dorothea Pedersdatter fortæller at engang hendes far havde været ude at stange ål – var der så mange at han blev nødt til at ”trimle deres bundt æfor ved sig” op ad Kjærbakken og ”skyde den” – hvordan han nu kunne det bedst. For der var så mange, at han ikke kunne bære dem ene mand. De var jo ”prynede” sammen i et bundt. Kjærbakken er vest for byen. Der er først Kjær nede ved vandet og så kommer bakken indenfor.

I 1646 var der slagsmål mellem nogle Lundøfiskere og nogle Sallingbokarle udfor Lundø Land og Høved. Maren Jensdatter havde inde fra land (Jelsør) set slaget og måtte med oprakte fingre gøre rede for slaget. Den 22 august 1646 stod hun med oprakte fingre på Lundø Birketing og gjorde rede for slagsmålet, der resulterede i at Lundø fiskerne fik så læstelige tæsk!

”Nu på mandag for tre uger siden, hvor solen står op om morgenen”. Maren Jensdatter var som sædvanlig gået ud på Jelsør på Lundø Land for at kikke efter fiskerne som var ude med deres pulsvaad. Hun fik snart øje på tre skibe med Lundø fiskere som roede under Lundø Land og Høved (det skrånende dyb), men i det samme ser hun også lidt længere ude et andet skib, der roer meget stærkt. Det har fire Sallingbokarle ombord. Den største af dem rejser sig op i båden og råber til den bagerste Lundø båd: ” Holdt stille i skjælmer  eller jeg skyder jer ned”. At det ikke var tomme trusler skønnede Maren deraf, at han havde en bøsse i hånden og pegede med den på Lundø-mændene.

Lundø fiskerne råbte og bad: ”Nej nej Kjære gode Jørgen Mikkelsen, vi tror jer ikke til at i vil gøre os noget ondt, thi vi har ikke været på ulovlige steder”. Men Jørgen Mikkelsen gentog sit krigsråb: ” Vi vil gi` jer i skjælmer eller jeg skal ret skyde jer som de skyder hunde”. Og atter løftede han kol-ben mens hans medbrødre roede en af Lundøbådene så nær at de kunne kaste en krog i den. De halede båden ind og slog et reb om stævnen og ville så ro med begge både.

Da bad Lundø fiskerne dem igen, at de for Guds skyld skulle lade dem være i fred, da de ikke havde gjort noget ondt.

Da sagde Jørgen Mikkelsen: ”Her gælder ingen snak” og i det samme slog han til Kjeld Jørgensen – så han gav et stort skrig fra sig og råbte: ””Av min arm er sønderslagen”. Der blev slået igen og igen og Jens Petersen faldt omkuld i skibet.

Mange flere og utallige hug blev givet til de stakkels Lundø fiskere og Maren Jensdatter kunne se og høre hvordan Lundø fiskerne bad og tiggede for deres liv. Til sidst fik de lov til at tage af sted.

Det vides ikke hvorfor Lundø fiskerne skulle ha` de læstelige tæsk, men årsagen har nok været uenighed om ”den kjære torsk”.

Få dage efter slagsmålet kom stævningsmanden for Astrup Sogn og Grinderslev Kloster for at stævne Christoffer Friis og Waldemar Lycke for deres overgreb på Lundø fiskerne og de lagde også vejen forbi Jørgen Mikkelsen i Kløvenborg, der så ubamhjertig havde øvet sit feltherresnille under Lundø Land og Høved.

Ane Dorothea Pedersdatter fortæller om dengang Havboerne fra Harboøre tog hertil for at fiske med kobbelvåd.

De brugte to både og så kunne de splitte fiskeriet ad, så Lundø fiskerne med deres enlige våd ikke kunne fange noget. Det kunne Lundingboerne naturligvis ikke li`, så de sejlede ud efter dem. Hav boerne havde to både og der var flere folk ombord på dem end på Lunningboernes, men havbo-ernes både var så ussel tynde, så dem slog Lunningboerne hul på, slog løs på dem og overøste dem med vand. Det var et farligt slagsmål, og det gik så vidt at de var i Viborg med hinanden. En af Havboerne havde to små drenge med og en ældre mand der også fiskede han sagde: ”Å brower, æ trower, æ for en rørels”. Det var da han blev overøst med det iskolde vand.

Havboerne var meget større og stærkere end vore Lunningboere, men de græd og klagede dem da de stod for retten i Viborg. Lunningboerne forsvarede sig med at de andre var så beskidte at de trængte til at blive vasket.Havboernes kobbelvåd kom derefter meget sjældent på disse kanter igen.

Folkesagnet har ligesom så mange andre steder givet en forklaring på den landsdels form, hvortil det er knyttet. Et af sagnene om hvordan Lundøs form er fremkommet er om de to Kæmper.

Den ene på Lundø og den anden over for i Grønning i Salling. De var så gode venner og ville en nat lægge en bro over fjorden så de nemt kunne besøge hinanden. Men den nat var der tåget og de kunne ikke se hinanden.

Han fra Grønning begyndte godt nok og gik efter Lundø, men den anden begyndte at dæmme op på Nordsiden af Lundø i stedet for på den vester side. Da han om morgenen blev klog på at han havde taget fejl, blev han jo ked af det og lod arbejdet være.

Odden på Lundø kaldes æ Naarodde. Der er en lignende odde ud for Grønning.

På tappen af Lundø var der førhen et stort stykke grøn eng, hvor folk drev deres bæster ud for at græsse om natten i sommertiden. ”Så skal deres vrinsker fra Hessel have svømmet over fjorden til dem flere gange, men omsider drunkede han ved det”.

Nede i Tarm-engene på den vestre side af Lundø er der en lang fordybning med en opkastet jordvold ved den ene side. Der skal en Kæmpe være begravet – men om det er Burmand eller Langben Rise vides ikke. (Kirsten Nielsen – Lundø).

Der har været stor skov på den vestlige side af Lundø. Den var så tæt, at de ikke kunne stå ved kirken og se Bjærggård der ligger omtrent ude ved stranden. Skoven var fuld af råger og krager, og folk blev undertiden tilsagt til at møde i skoven til bestemt tid for at udrydde rågeynglen.

Man havde sat en skovfoged til at passe skoven og passe på at ingen stjal i den. For det arbejde fik han et stykke mark i udkanten af skoven.

Fire mænd købte omsider skoven af præsten som ejede hele øen og så delte de skoven i fire dele og gav sig til at udrydde den, for de ville have jorden i dyrk. Skoven bestod mest af eg og elm. Stolperne i Bjærggård er her fra Lundø.

Ane Dorothea Pedersdatter fortæller om dengang der var så meget skov på Lundø: ”En pige fra Lundø by var gået ud i skoven og satte sig under et træ for at sy. Da hun har siddet lidt kommer hun til at se op og der får hun øje på Bjærgmanden der sidder højt oppe i et træ. Det var nok hans mening at han ville fange pigen, men så faldt han ned lige ved siden af hende og hun løb det bedste hun kunne ind mod byen. På vejen derind løb hun over noget plovjord og der kunne Bjærgmanden ikke følge med. Han faldt i hvert fald og pigen slap fri”.

Bjergfolks, ellefolks og nissers tilblivelse

Da Vorherre styrtede de onde engle ned fra himmelen, så faldt nogle af dem på bjerge, de blev til bjergmænd. Nogle faldt i skove og moser, de blev til ellefolk. Og de der faldt ned i bygninger blev til nisser.

Parykmanden er et særligt Lundøsk mytologisk væsen som man ikke kender andre steder fra. Parykmanden var meget stor og han kunne bore sig lige ned i jorden. Mange havde mødt ham og de for` altid vild bagefter.

Ane Dorothea Pedersdatter far så tit Parykmanden når han gik med sin bøsse om aftenen. Han havde et forfærdeligt langt hår, der nåede ned over hans øjne. Nogle gange kunne Parykmanden gøre sig så lang at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden og andre gange lavede han sig om til små nisser.

Engang da Dorothea Pedersdatters far lå efter vildt oppe ved fjorden det der kaldes Melø Dam var der noget der pludselig tog i hans ene ben og løftede det op fra jorden. Det var Parykmanden der var på spil.

En pige der hed Nicoline kom nord fra øen og gik efter byen til. Det var ruskvejr og hun havde  taget skørtet over hovedet for at beskytte sig mod regnen. Lige med et kom der en og kikkede ind under skørtet og det var Parykmanden for det her lange hår ralrede ned om ørene af ham. Så for-svandt han med det samme.

Når fiskerne skulle ud med deres våd i regnvejr, så brugte de sommetider at ligge med deres hoveder inde i deres åletønde for at hytte sig mod vejret og da kunne han komme og tude ind i tønden til dem eller stå ligesom han ville pisse på dem. Og når fiskerne havde hyllet sig ind i sej-lene ville han rykke dem af.

Parykmanden var en skabning der sommetider kunne være så lang som en skibsmast og nogle gange kunne man knap få øje på ham. Han kunne både skabe sig som et dyr og som et menneske og hvis man gjorde nar ad ham ville han pisse på en. Men kom man til en korsvej eller der blev tændt ild så forsvandt han. Han gik mest i området fra Møllen og skrå over marken til den østre gård. Før i tiden holdt man pinsegilde på Lundø og det varede to til tre dage.

Anden pinsedag red alle de unge i byen både karle og piger omkring til hver mands dør og tiggede penge til lystig-hederne næste dag.

En af dem var som en konge og tog imod pengene. Han red foran og ham kaldte de andre Fåer. De var pyntede med kranse og blomster og hestene var også pyntede.

Trejde pinsedag holdt de unge sig lystige med dans. Der kom folk både fra Viborg og Skive og fra Herregårdene i Salling for at se på den lystighed. De unge smed kranse på de fremmede og gav dem også nogle skillinger.

Ved pinse brugte man også at pynte husene med grønt. Lange bøgegrene blev sat på begge sider af dørene og småkviste blev stukket ind ved lofter – vinduer og hylder. På gulvene strøede man engblommer og grønne blade.

Ovenstående oplysninger om Lundø er for det meste tilvejebragt af Ewald Tang Kristensen, som besøgte sognet på en af sine indsamlingsrejser i november 1893.

Han siger bl.a. ”Nu søgte jeg over til Lundø, der i gamle dage havde været en ø, men hvortil der senere var blevet lagt en dæmning. Det var jo et ret afsides sted – og når folkene skulle til Skive, så sejlede de derover”.